Om AB Markusborg

Bygningens historie

Ligesom Markuskirken og de omliggende bygninger blev ejendommen bygget omkring århundredskiftet. For den tid siges der at have været græsmark og fodboldbane på de arealer, hvor bygningerne nu ligger. Ladegårdsåen, der nu er overdækket, men fortsat forsyner søerne med vand, gennemløber området.

Ejendommen var oprindeligt delt i to, hvis respektive bygherrer havde meget forskellige planer for boligerne. Hele byggeriet blev opført i 1904-05 og udgør et sammenhængende hele, uden nogen mærkbar forskel i facadernes udformning. Nr. 10, som udgør matrikel 19 ap indrettedes som en patricierejendom med 5-7 værelser i lejlighederne og kammer ved køkkenet til stuepigen.

Matrikel 19 ai, dvs. opgang 4. 6 og 8 har en speciel historie. Bygherren, skolemester Otto Fick, var lidt af en foregangsmand. Hans idealistiske formål med ejendommen var en form for kollektiv/boligfællesskab af høj standard, som skulle være et alternativ til de spekulationsprægede arbejderboliger, der blev bygget i den periode. Hans mindeplade ses stadig på bygningens facade.

Lejlighederne var store efter datidens forhold, og der var lagt vægt på velfungerende fællesfaciliteter. F.eks. var der indlagt støvsugningsanlæg, som ved hjælp af udvendige rørkanaler havde forbindelse til de enkelte lejligheder. I kælderen var indrettet centralkøkken, og skulle man foretrække at spise i lejligheden, var der indrettet anretterværelse med mad­elevator der, hvor der nu er køkken.

Hvor længe den kollektive grundtanke fik lov at leve, vides ikke, men i 1910 gik Fick fallit, og sammen med hans skrantende økonomi ebbede idealerne ud.

Fra kollektiv til andelsboliger

Københavns kommune blev nu nødt til at overtage ejendommen, og i perioden derefter fungerede ejendommen som almindelig boligudlejning. Der blev dog sat en klausul på grunden fra Københavns kommune om tilbagekøbsret i 2033 til samme pris, som grunden dengang blev erhvervet til.

Først i 1942 afhændede kommunen ejendommen og de to matrikler fik samme ejer. De næste 40 år var ejendommen i familien Troelstrup’s eje.

I marts 1981 kan man sige at Fick’s idealer fik en renæssance. På det tidspunkt blev ejendommen købt af beboerne i fællesskab og andelsboligforeningen Markusborg blev oprettet. Prisen var 1.325.000 kr.

I år 2000 lykkedes det andelsboligforeningen Markusborg at købe tilbagekøbsretten af Københavns kommune. Prisen for dette var 2.874.763 kr.

Ejendommen består af 38 andelslejligheder og 2 erhvervslejemål.

Ejendommen har siden overtagelsen gennemgået løbende mindre vedligehold, såsom restaurering af trappeopgange og udskiftning af faldstammer. I 2009 blev der lagt nyt tag på ejendommen, og i 2010 blev der gennemført en større gårdrenovation samt etablering af omfangsdræn og reparation af kloakker.